Jeg lægger hånden på hestens bøjede nakke og vi begynder at gå gennem Dyrehaven, min ungdoms skov, mod dens nye hjem. (Det hele kunne minde om den cykeltur Malloy eller Mallone er på med en søn et sted i trilogien, bumpet og ligesom endeløst). Det regner. Det er angiveligt en meget træt hest jeg har købt, måske mangler den b-vitamin, eller har orm. Vi passer sammen for jeg er også træt. Den slæber benene efter sig, og mulen hænger helt nede ved jorden. Hvorfor gjorde jeg det, spørger jeg hesten.
I et pludseligt anfald af energi krænger hesten overlæben tilbage, kaster hovedet bagover, munden vidåben, så man kan se alle de misfarvede tænder, i et veritabelt grin, en vrængen over verdens åndssvaghed, at man skal tvinges fremad når man bare kunne lade hovedet hænge og sove videre, i regnen, på sin grønne fold.
