Lars Elstrup - Fra indersiden
Description of book
"Jeg er faktisk ligeglad med, om vi vinder eller taber, bare jeg ikke skal på banen. Og jeg er bange for, at vi skal komme bagud, for så ville jeg nok skulle på banen ligesom mod Frankrig."
"Da vi fik overrakt pokalen, stod Flemming Povlsen og græd af lykke. Men jeg stillede mig bagerst sammen med de andre, der ikke havde spillet så meget eller slet ikke havde været på banen. Egentlig vil jeg bare hjem til hotellet, hvor jeg kunne føle mig tryg."
Sådan erindrer landsholdsspiller og målkonge Lars Elstrup Danmarks vigtigste fodboldkamp nogensinde: finalen mod Tyskland i EM i 1992, og de efterfølgende jubelscener og overrækkelsen af EM-pokalen i fotografernes blitzlys, da UEFAs præsident Lennart Johansson over stadionhøjttaleren udråber Danmark til "EUROPAMESTRE 1992". Det skulle bare overstås.
Lars Elstrup – Fra indersiden er den hudløse fortælling om et følelsesmæssigt turbulent liv, hvor lammende præstationsangst, tvivl og depression fylder livet på trods af en farverig, international fodboldkarriere og succes på landsholdet. I 1993 siger Lars Elstrup farvel til topfodbold og de autoriteter, han føler, tynger ham ned og definerer hans liv.
Han flytter ind i en skurvogn hos sekten Solens hjerte, hvor han prøver at finde en ny spirituel vej videre i sit liv.
Men Elstrups farvel til fodbold betyder ikke farvel til de dæmoner, der plager ham. Samtidig havner han på forsiden af formiddagsaviserne pga. sine happenings – udråbt som ’gak’.