Jeg dør uskyldig - Caroline Mathildes venskab med Struensee

Den unge dronning Caroline Mathilde mistede på få år alt – sin mand, sine børn, sin dronningekrone. Hun blev skandaliseret, lagt for had, beskyldt for utroskab og sendt i ensomt eksil på et slot i Celle. Caroline Mathildes kærlighedsdrama med livlægen Struensee er Danmarks mest berømte love-story. Men til sin død insisterede hun på, at det var pure opspind. Caroline Mathildes sidste år i Celle er et ret ukendt, men højdramatisk kapitel i Danmarkshistorien. Desperat for at blive genforenet med sine børn planlægger hun at vælte det danske styre og blive genindsat på tronen. En engelsk eventyrer er sammen med en gruppe danske officerer og adelige villige til at risikere deres liv for hende. Og på sidelinjen er England parat til at støtte hendes kupforsøg og indsætte imperiets mægtige flåde mod Danmark. Den spændte situation skaber stor nervøsitet i København, og danske agenter og spioner sendes til Celle og Altona i et forsøg på at forhindre oprøret … Jeg dør uskyldig er en farverig fortælling, som er endnu mere utrolig i betragtning af, at den bygger på historiske dokumenter.

SKREVET OM BOGEN

"Henvender sig til de mange, som holder af historiske romaner. Hovedpersonen er Caroline Mathilde, som blev gift med Christian den 7. i 1766, en skæbne, som filmen en En kongelig affære har været med til at øge interessen for (...) Jeg synes, Rovsing Olsens bog om Caroline Mathilde og Struensee og hendes sidste tid, er meget vellykket, som roman fungerer den fint samtidig med, at den giver et godt indblik i en spændende periode af danmarkshistorien."

- Anne Grete Jacobsen, lektør

"Romanen giver et overbevisende og interessant indtryk af det intrigante hof med dets intense magtkampe. Romanens slutning omfatter kommentarer til, hvad der er fakta, og hvad der er fiktion."

- Bogvægten.dk

OM FORFATTEREN

Henning Rovsing Olsen (f. 1933) var i en årrække journalist ved københavnske dagblade. Efterfølgende har han haft chefstillinger på bl.a. Politiken og Søndags-BT. I 1986 blev han presse- og kulturråd i Udenrigsministeriet og senere ambassaderåd i Reykjavik. Han har i en snes år forsket i Struensee-perioden i både ind- og udland.