Person på en planet

95 fortællinger fra halvfjerdserne, firserne og halvfemserne.

Blandt de få begreber fra gymnasiets kemitimer, der har hæftet sig permanent i hukommelsen, hører begrebet in statu nascendi - i tilblivelsens øjeblik. Det er latin og indgår i kemitimerne, fordi visse grundstoffer opfører sig anderledes, når de just er befriede for forbindelser med andre grundstoffer. Deres adfærd er in statu nascendi langt mere reaktionsvillig, forandrende og udfarende, end normalt.

Videnskaben er allermest vidunderlig in statu nascendi. I det øjeblik, hvor årtiers pløre og forvirring pludselig afløses af et afgrundsdybt kig ned i en bundløs kilde af indsigt. I sådanne stunder af nysyn indløses alle forskerkarrierens afsavn og følelsen af ensomhed. Men forskerne tør ikke fortælle om det! For videnskaben in statu nascendi er ikke sikker. Det er uvist om det passer. Af og til er det bare en luftspejling. Andre kolleger kommer tordnende med indvendinger, så man få måneder efter kan stå tilbage med en flov smag i munden og en kosmisk vision sitrende i baghovedet som en drøm, der blev til et mareridt af personlig ydmygelse. Fornuftige forskere venter derfor med deres offentlige formidling til alting er sikkert, afklaret og behørigt behandlet i lærebøgerne.