Den store Gatsby
Beschrijving van het boek
Den store Gatsby anses for et af amerikansk litteraturs hovedværker og er et fuldendt og indsigtsfuldt portræt af overklassemiljøet i de brølende 20’ere. Gennem fortælleren Nick Carraway bliver man taget med til det overfladiske, glitrende liv i palæerne langs Long Islands kyst i 1920’erne. Her bor den mystiske hovedperson Jay Gatsby, der er kendt for sine vilde, overdådige fester for hundredvis af mennesker. Alligevel er der ikke rigtig nogen, der kender ham eller ved, hvor hans formue stammer fra. Rygterne om ham er mange – er han krigshelt, spritsmugler, tysk spion eller måske Kejser Wilhelms nevø? Alle folk higer efter en invitation til en af hans ekstravagante fester, men Gatsby ænser dem ikke. Han bekymrer sig kun om én person – den legendariske skønhed Daisy Buchanan, som er hans ungdomskærlighed, og som han vil gøre alt for at vinde tilbage.
”Den store Gatsby er en lille roman, kun 188 sider, men dens format er uendeligt, dels som uforløst kærlighedshistorie, dels som identitetsmysterium, dels som et kritisk tidsportræt, og dels som en kriminalistisk fortælling med et gennemtænkt mesterplot. Alle, der følger med i tv-kultserier som Boardwalk Empire om forbudstidens USA eller Mad Men om den mystiske reklamemand og identitetstyv Don Draper i 50’erne og 60’erne, må nødvendigvis (gen)læse Den store Gatsby fra jazztiden. Serierne står på alle måder i dyb gæld til romanen, ja de kunne næppe være udviklet, hvis ikke F. Scott Fitzgerald havde lagt hovedsporet ud i forvejen.” – Klaus Rothstein, Weekendavisen
”Den store Gatsby bør være obligatorisk læsning på alle skrivekurser inklusive forfatterskolen, hvis man vil have et klart indblik i, hvor snedigt en roman kan konstrueres og hvor få armsving og eksperimentelle gebærder, der skal til for at føre litteraturen videre.” – Klaus Rifbjerg, Information
”Denne Scott Fitzgeralds bedste roman er også en af de helt store i amerikansk litteratur, skrevet i den prosa, som skulle udvikle sig til den hårdkogte, og som indrammer de blødeste og ømmeste følelser.” – Thomas Bredsdorff, Politiken
