Hjem

Den navnløse kvindelige fortæller er flyttet fra storbyen til et digelandskab ved havet hvor der dufter af kamille, tør jord og salt. Som ung arbejdede hun på en cigaretfabrik og takkede nej til jobbet som oversavet dame hos en tryllekunstner der rejste verden rundt. Nu bor hun alene i et forfaldent hus, arbejder som servitrice på sin brors café og skriver breve til eksmanden, en manisk samler der har viet sit liv til at forberede sig på verdens undergang.

Fortælleren får en veninde det nye sted, den uforfærdede livsnyder Mimi, der er vokset op på egnen. Hun elsker at bade nøgen i havnebassinet og lave sine eksperimenterende kunstværker. I nærheden bor svineavleren Arild, Mimis bror. Han lugter af grisestald og aftershave, går omkring i arbejdstøj og med morgenhår dagen lang og taler i enstavelsesord, men fortælleren falder for ham. En roman om nogle skæve eksistenser som søger et sted hvor de hører hjemme.

Den tyske udgave har titlen Daheim, et ualmindeligt ord på tysk, nærmest uoversætteligt og lidt eventyragtigt for det sted hvor man hører hjemme og har sine rødder, et utopisk sted som måske ikke findes i virkeligheden, men kun i en selv. Med sin klare, lavmælte og poetiske stemme mestrer Hermann antydningens kunst, og i Hjem skriver hun noget mytisk, drømmeagtigt frem i den umiddelbart realistiske fortælling om de her hjemløse og lidt skæve eksistenser. Det er fascinerende, gribende og humoristisk læsning.