Kvinden i guld
Beschrijving van het boek
En kvindes og en families skæbne midt i kunst, krig og kærlighed.
Nazisterne omdøbte Gustav Klimts berømte maleri til "Kvinde i guld" for at sløre deres forbrydelser. I virkeligheden hed billedet "Portræt af Adele Bloch-Bauer" - og Adele var en rig, forførende smuk jødisk kvinde i datidens Wien.
Klimt var eftertragtet portrætmaler i byens bedre kredse, og han malede over hundrede skitser og flere malerier af lige netop Adele. Var de i virkeligheden elskende? Og hvilket liv levede Adele, hendes søstre og veninder i den stokkonservative by?
Adeles far var direktør i en af de største banker i Habsburgriget, direktør for Orientjernbanerne og kunstsamler, og hun voksede op i en stenrig familie, hvor kvinder hverken måtte uddanne sig eller arbejde. Hun blev gift med den noget ældre og noget mindre farverige sukkerbaron Ferdinand Bauer, et ægteskab der forblev barnløst.
Klimt, søn af en fattig gravør, var en kættersk moderne kunstner, som det bedre borgerskab elskede at hade, men for kvinderne blev Klimts atelier en oase. Her blev de set som selvstændige åndelige, sanselige og erotiske væsner – ikke. kun som døtre, hustruer og mødre.
Farverigt og levende fortæller O´Conner om Klimts tid, om alle de nye strømninger og spændinger i datidens Wien. Om Adeles liv, og ikke mindst, hvad der skete med Adeles familie, med maleriet og al deres ejendom, da nazisterne marcherede ind i Wien og alting blev lagt øde.
Først 60 år efter krigen lykkes det Adeles slægtninge efter en langstrakt og banebrydende retssag mod de østrigske myndigheder at få tilkendt retten til maleriet, der siden bliver solgt som det dyreste maleri i verden.
Anne-Marie O´Connor er amerikansk kunsthistoriker, journalist og udenrigskorrespondent. Hendes bog om Klimt og Adele har vundet en række priser og er filmatiseret under titlen "Kvinden i guld" med Simon Curtis som instruktør og Helen Mirren i hovedrollen.
Dansk filmpremiere 2015
Kvinden i guld er indlæst af Bolette Schrøder i 2015
Soort:
Talen:
Deens