Ru
Beschrijving van het boek
Ru betyder ”vuggevise” eller ”at vugge” på vietnamesisk; på fransk dækker det over en lille strøm eller bæk. Det er også titlen på Kim Thúys meget roste selvbiografiske roman – en lille strøm af erindringer, som slingrende bevæger sig fra barndommen i krigens Sydvietnam til livet i eksil i Canada. Og undervejs følger vi hende og familien på flugt i båd over Den Siamesiske Bugt, i flygtningelejren i Malaysia og på rejsen tilbage til Vietnam som voksen. Og vi hører om de stærke følelser, hun oplever som mor, spejlet i erindringen om hendes egen mor.
Thúys fortælling springer ubekymret i tid og sted og følger sin egen indre logik, hvor slutakkorden i hvert erindringsglimt, fører ubesværet videre ind i det næste. Det giver fortællingen sin helt egen spontane rytme, som man som læser villigt lader sig vugge ind i. Og alt er skildret med både humor og alvor – og et knivskarpt blik for små hverdagsdetaljer, der ofte senere viser sig livsvigtige.