Helt fra sin tidlige ungdom var H.C. Andersen en flittig og dygtig brevskriver. I slutningen af 1800-tallet samlede forfatterne C. St. A. Bille og Nicolaj Bøgh en stor mængde af H.C. Andersens breve, og i denne nye opdaterede udgave er der tilføjet breve af mere personlig karakter, som var udeladt i første udgave. Brevene giver et spændende og nuanceret billede af H.C. Andersen som privatperson såvel som forfatter.
Nicolaj Bøgh (1843-1905) var en dansk forfatter og digter, der debuterede som forfatter i 1872 med skuespillet "De hvide roser". Senere hen udgav han en lang række digtsamlinger, og sammen med C. St. A. Bille samlede han H.C. Andersens breve til udgivelse i 1877 og 1878. C. St. A. Bille (1828-1898) var en dansk journalist og politiker, der sad i folketinget i mange år og stod bag den magtfulde politiske avis Dagbladet.