Bushcraft i Norden
Beskrivelse av boken
Bushcraft er viden og færdigheder. Viden om naturens ressourcer og færdigheder til at kunne tage på tur i vildmarken og klare sig med relativt lidt udstyr og bruge sine omgivelser til at opretholde en god levestandard i kortere eller længere tid.
Bushcraft bygger på gamle traditioner og håndværk og blander moderne viden med disse gamle veldokumenterede metoder. Disse nære naturoplevelser og forståelsen for naturen i det hele taget giver ikke bare færdigheder til at kunne klare sig i vildmarken, men indvirker også positivt på vores ellers travle og stressede hverdag.
”Bushcraft i Norden” giver et dybdegående indblik i, hvordan man klarer sig i naturen, og kommer ind på alt fra valg af udstyr, regler for adgang til naturen, ild og båltænding til primitiv madlavning, spiselige og brugbare planter, hvordan man finder en god lejrplads, sikkerhed, primitiv førstehjælp og masser af projekter som fx at bygge en stol, snitte en ske, lave en rammesav og meget mere.
Bogen henvender sig til såvel nye i bushcraft-verdenen som til erfarne, som ønsker inspiration til kommende ture og projekter – uanset om det er i den nærliggende skov eller i Canadas ødemark.
Jesper Hede er friluftsvejleder og ejer kursusvirksomheden og outdoorbutikken Bushcraft Danmark. Han underviser på Skovskolen (KU) og i DGI, er konsulent for diverse tv-produktioner, instruktør i det amerikanske selskab Pathfinder School Scandinavia, skribent i Danmarks største outdoormagasin og stifter af Danmarks største bushcraftforum.