Den genfundne tid

I den sidste del af På sporet efter den tabte tid er den verden, der i de foregående seks dele har omgivet fortælleren, ved at gå i opløsning. Der er ikke længere nogen Swann, ingen piger i rosenflor, og det nye borgerskab har fortrængt adelen. I Den genfundne tid lukker romansuiten sig samtidig om sig selv. Alle erindringer og erfaringer flyder sammen til et digterisk kald, som i værkets slutning kommer til udtryk i den plan om at opspore den tabte tid, der i mellemtiden er blevet virkelighed i romanen.

På sporet efter den tabte tid afslører sig således som et kunstværk, der samtidig er en teori om kunstværket og om dets tilblivelse.