Hemingway skrev Der er ingen ende på Paris i 1960 på basis af nogle genfundne notater fra hans ungdomsår i Paris i årene 1921-1926, hvor han som nygift korrespondent startede sin litterære karriere. Der tegnes et billede af hans liv som ung vordende forfatter, lykkelig med kone og barn, og han giver en række portrætter og anekdoter om nogle af de kollegaer, han traf som f.eks. Gertrude Stein, Ezra Pound, James Joyce og Scott Fitzgerald.
"Der er ingen ende på Paris er bogen om de gode glæder. Her kunne livsdyrkeren uden prætentioner og i uskyldighed hengive sig til en form for eksistens, der rummede det væsentlige: kærlighed, arbejde, samtale, mad, vin og sport ... Livsglæden, appetitten og varmen lyser ud af Der er ingen ende på Paris." – Klaus Rifbjerg, Fremmede digtere i det 20. århundrede
"En levende og fortryllende bog om ungdom og alvor og fest i byen, som man kan tage med sig. Flere af kapitlerne er små sikre fortællinger. Flest har en slentrende varme og fortryllelse, der kommer af kærlighed og ærlighed. De har pletskud af parisisk sind og stemning ... Hemingway får det til at dirre af fryd i den, der elsker Paris ..." – Jens Kruuse, Jyllandsposten
