Lykkesmeden
Beskrivelse av boken
Da Jakob Rønne vender hjem efter mange år i udlandet, er det til økonomisk ruin og et vanæret familienavn. For hans bror Marius har spekuleret vildt og har til sidst også foretaget ulovlige transaktioner for at holde sin fars mistanke stangen, og da han bliver afsløret, tager han sit eget liv. Faderen, Konsul Rønne, har gjort sit bedste for at betale deres skyldnere tilbage, men den gamle mand er dybt nedbøjet af sorg, og Jakob kommer hjem til sin fars dødsleje. Den griske direktør Ravn, hvis bror lokkede Marius til at spekulere, er nu hovedejer af firmaet, og Jakob forlader i vrede byen. Han får job som forretningsfører hos Snedker Lime, et geni, hvis opfindelser ganske sikkert vil kunne indbringe mange penge, men som sidder i saksen hos advokat Gøde. Gøde vil have både patenter og Limes kønne datter, Ellen, og da Jakob finder ud af, at direktør Ravn også har fingrene med i spillet her, kaster han sig ind i kampen for at redde både Ellen og firmaet.
Morten Korch (f. 1876 – d. 1954), Danmarks mest folkekære forfatter, begyndte sit virke i 1898 med novellesamlingen "Humoresker – Fyensk Humør", der indeholdt en række skitser og fortællinger, alle på klingende fynsk. Det var startskuddet til et forfatterskab, der strakte sig over et halvt århundrede, og som har været elsket af generationer af læsere. Med romaner som "Flintesønnerne", "Der brænder en ild" og "De røde heste" blev Morten Korch folkeeje, og filmatiseringerne af hans mest populære romaner med skuespillere som Poul Reichhardt, Tove Maës, Ebbe Langberg og Ib Mossin er i dag en del af den danske filmskat.