Mellem fortid og fremtid indeholder halvtreds kronikker og kommentarer udgivet over 15 år. Bogen indledes med et signalement af forfatterens egen generation, der i 1957 blev kaldt den tavse generation og som få år efter blev skældt ud for at være kultureliten.
En efterfølgende artikel om nutidens oprørte ungdom betoner i hvor høj grad situationen har skiftet karakter i den periode, som bogens artikler er fra. Deres hovedtema, som anslås i et selvbiografisk-personligt, i et mere filosofisk og i et overvejende tidskritisk afsnit, er konflikten mellem gammelt og nyt, mellem fortid og fremtid i både ældre og nyere tid, en konflikt, der i nyeste tid yderligere er blevet skærpet.
Baggrunden for det belyses især i det afsluttende essay, Utopi og frustration, om uoverensstemmelse mellem de forventninger, som ungdommen i de moderne samfund opdrages til at nære, og det moderne samfundsliv, som skuffer forventningerne.
Et hovedsynspunkt i bogen er at mennesket fra tidernes morgen har troet sig i højere kræfters vold og at samme primitive tro på kræfterne ligger til grund for den „konservative" tro på en udvikling, der af sig selv fører alt til det bedste.
Men mennesket har ingen anden menneskelig fremtid end den som det selv skaber.
