Til evig tid
Beskrivelse av boken
"Hvis hun for vild i denne her skovklædte del af Jylland kunne hun lige så godt opgive at finde huset her i aften.
Huset...
27-årige Karin Egemose trak selvopgivende på skulderen, men der var kommet et glimt af varme i hendes øjne.
Huset var en absurditet i en moderne verden.
Huset var bare til besvær...
Det var penge ødslet ud på ingenting, men med og mod sin vilje, så elskede hun af en eller anden grund det fjollede hus."
Karin arver et kæmpe stort hus efter sine forældre. Huset blev bygget for 300 år siden til at huse de fattige, de gamle og ensomme, og med testamentet følger en række dokumenter med kongens røde lakstempel, der besegler beslutningen om, at huset skal blive stående til evigt tid. Det har stået tomt i mange år, og alligevel kan Karin mærke, at det gemmer på hemmeligheder, der måske er for uhyggelige til at blive afsløret.
Else Fischer vandt Poeklubbens pris i 1972 for denne nervepirrende gyser.
"Det er karakteristisk for Else Fischer, at man mest af alt har lyst til at trække telefonstikker ud, når man får hendes nyeste gyser i hånden. Når hun er bedst, er der en fortættet uhyggestemning omkring hendes utraditionelle lille kreds af ofre og mistænkte, og "Til evig tid" er helt i toppen." – Berlingske Tidende
"Historien er eminent komponeret og velskrevet." – Ekstra Bladet
Else Fischer (1923-1976) var en dansk forfatter, der er mest kendt for sine krimier og i sin tid blev kaldt Danmarks Agatha Christie. Fischer fik sin romandebut med værket "Telefonen er afbrudt" i 1957, og efterfølgende skrev hun 14 kriminalromaner. Hun er kendt for at have gjort kriminalromanen bredt accepteret som både lødig og intelligent underholdning.