Udvalgte digte
Beskrivelse av boken
Samlingen rummer nøje udvalgte digte fra fire af Pessoas formidable digtsamlinger, fra de fire væsentligste forfatteridentiteter, der forholder sig indbyrdes til hinanden.
Den præges således af mange bevægelser. Fra sanset natur til futurisme og kaos. Fra at kredse om de græske guders forfængelighed til eksistensbårne og drømmeagtige digte. Der indgår digte fra Alberto Caeiros At være virkelig, Álvaro de Campos’ Stik modsat af hvad som helst, fra Ricardo Reis’ De flygtige roser og Fernando Pessoas Den såkaldte sjæl.
Caeiro er hyrdedigter og skriver konkret og enkelt om naturen og om landskabet, som det er, befriet for besjæling og metaforer.
Campos står i kontrast hertil, som den futuristiske og anarkistiske digter med en kraftfuld, billedmættet skrift.
Hos Reis optræder græske guder i en hedonistisk virkelighed styret af en streng verseform.
Og i Pessoas digte vrimler det med skygger og væsner i en sammenvævende uvirkelighed, hvor sorg, flygtighed og fornægtelse er grundakkorder i en stærk symbolistisk æstetik.
Pressen skriver:
»Den geniale lyriker fra Lissabon […] illustrerer rigdommen, spændvidden og besynderligheden hos Pessoa […] Fernando Pessoa, digteren med de mange stemmer, er et af den modernistiske digtnings ikoner. At fremkalde hans mange nuancer og stilskift er endnu en oversætterbedrift af Peter Poulsen. Pessoa er ikke bare én af verdenslitteraturens store poeter, han er flere betydelige digtere i én og samme person.«
****** – Jørgen Johansen, Berlingske
»Nyt stort udvalg af digte bekræfter Fernando Pessoa som en af det 20. århundredes mest fascinerende poeter og overgangsfigurer.«
****** – Kim Skotte, Politiken
»Smerte, længsel, sindsro forvandles til poesi. Af den vildeste slags. […] Det er flot og betagende, overlegent artistisk i beherskelse af både frie former og stram kunstfærdighed. […] den uimodståelige digtersjæls forvandlingskunst, der er skrevet ind i verdenslitteraturen.«
– Torben Brostrøm, Information
»Fernando Pessoas vilde og alsidige digte, skrevet af fire fiktive forfattere, er højaktuelle for den moderne læser. […] Vildt interessant læsning! Med god introduktion, som giver vigtige informationer om de 4 heteronymer.«
– Thomas Olesen, Lektør