Hvordan ser den ideelle børneopdragelse anno 1914 ud? Det beskriver Karin Michaëlis i "Glædens skole". I sagprosaform gennemgår hun børns følelsesregistre, indlæring og en antiautoritær reformskole i Wien, som Michaëlis veninde, den østrigske pædagog Eugenie Schwarzwald, var leder af. Her skulle børnene lære at udvikle sig fra instinktvæsener til frie, lykkelige mennesker
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
Karin Michaëlis (1872-1950) var en af sin tids bedst kendte danske forfattere nationalt såvel som internationalt. Igennem hele sit forfatterskab kredser hun tematisk om kvindeundertrykkelse og pigers og kvinders psykologi og seksualitet. Som ung rejste hun til København, hvor hun kom ind i det litterære miljø omkring Georg Brandes. Under besættelsen måtte Karin Michaëlis bosætte sig i USA på grund af sin mangeårige indsats for tyske forfattere på flugt fra nazismen, heriblandt Bertolt Brecht.