Klovnens rejse
Opis książki
På et plejehjem ved Odense Å sidder oldingen, den tidligere cirkusklovn, Albert Palopoli, og skriver om sit livs rejse gennem de to verdenskriges Europa sammen med familien og sin bedste ven elefanten Petite Trompe. Hvordan overlever et lille familiecirkus i en sådan verden? Det bliver en dramatisk fortælling om det 20. århundrede, Stalin og Hitlers, om vendekåber og bødlernes håndlangere – og om modstandskamp.
Men først og fremmest beretter hovedpersonen, den gamle klovn, om sin rolle i krigs- og fredstid, om poesi og kærlighed i stanken fra djævlegryden, om masker og mirakler, om narrens latter og gråd og om et kringlet og farligt dobbeltspil.
På plejehjemmet generes han imidlertid midt i sin skriveproces af en anden beboer, Thomsen, som tilsyneladende ved meget mere om Albert Palopoli, end denne bryder sig om. Det gælder især Thomsens kendskab til hans komplekse forhold til en konkurrerende klovn, John Abigael.
Den skrivende ser sig nødsaget til at bryde alle regler for enhver anstændighed i sin efterforskning af Thomsens baggrund, der tvinger en dybere selverkendelse frem hos ham og til dels ændrer kursen i hans historie, den nærværende roman.