Støt mestring - bryd mønstre
Opis książki
Den traditionelle tilgang til indsatsen mod negativ social arv har primært fokuseret på forældrenes forhold og håbet på, at en løsning af forældrenes vanskeligheder nærmest automatisk reducerede børnenes udsathed. Vi må imidlertid også inddrage børnenes perspektiver på vanskelige opvækstvilkår. Deres problematikker har andre fremtrædelsesformer, og vi må gå nye veje, hvis vi ønsker at give de udsatte børn en opvækst med mulighed for mønsterbrydning.
Denne bog udfordrer og opfordrer til nye tilgange ud fra den seneste udviklingspsykologiske forskning og viden om mønsterbrydning. Forskningen dokumenterer, at en sund selvfølelse, få tillidsfulde voksenrelationer samt gode sociale og verbale kompetencer er blandt de primære faktorer, som muliggør et brud med negativ social arv og udsathed. De mønsterbrydende faktorer udvikles i barnets samspil med betydningsfulde andre. Det vil sige, at vi har fået kvalificerende teorier og metoder til at observere, analysere og iværksætte mønsterbrydende processer i mødet med udsatte børn. Vi har fået redskaber til, hvordan vi som professionelle kan arbejde målrettet med relationelle kvaliteter.
Forfatteren bag ”Støt mestring – bryd mønstre” indbyder hermed alle fagpersoner med børnekontakt til: Muligheden for at blive den betydningsfulde anden, som i samspil med barnet bryder udviklingen frem mod en sund selvudvikling og hermed gode muligheder for mønsterbrydning.