Vi gør det sammen, Bedstemor

Dette er historien om et af mine børnebørn og en af mine sønner.

Det er en lang historie, der dækker næsten firs år. Den omhandler min barndom i Manchester under Anden Verdenskrig, mit møde og ægteskab med Ken Loach i 1962 og fødslen af vores fem børn.

Jeg skriver om mit venskab med Jo og Linda og om vores tid i Nordlondon i de sene tressere, da vores børn var små. Da jeg blev tredive, havde jeg nok at se til med fire børn under seks og en mand med et timeslugende arbejde. Da Jo, Linda og jeg mødtes i London i 2000 efter tredive år uden at have set hinanden, havde vi en masse at snakke om. Vi begyndte at mødes og besluttede at skrive noget om vores liv og vores venskab, som har varet længe og overlevet trods alle odds. Bogen er min side af historien.

Venskab har været et konstant tema i disse år: Venskabet, som jeg har nydt sammen med Jo og Linda i over fyrre år, venskabet, som jeg har udviklet med mit barnebarn over seksten år, og venskabet med min mand, som har varet i femoghalvtreds år. Disse venskaber er klippen, hvorpå jeg har bygget mit liv.

Jeg havde fem vidunderlige børn, og jeg har nu ti smukke børnebørn. Jeg elsker dem alle ligeligt. Men denne historie handler om blot to af dem; min anden søn og mit andet barnebarn, som aldrig fik mulighed for at møde hinanden.

Uddrag af bogen

Jeg sidder i børneintensiv-afdelingen på Londons Guy’s Hospital. Mit barnebarn Holly blev kørt herhen under fuld udrykning klokken halv tre om natten fra Skt. Thomas’ Hospital. Hun har fået diagnosen pneumokokmeningitis. Min datter og jeg fik ikke lov til at køre med hende i ambulancen, men måtte følge bagved i en taxa. Ambulancen kæmpede sig igennem Londons øde gader, dens sirener hylede, og dens blink kastede lys omkring sig. Hannah og jeg sidder i stilhed. Alle ord har forladt os.

Hollys øjne er lukkede. Hun er blot fjorten måneder gammel og ser så lille og skrøbelig ud i den store barneseng. Der er rør allevegne, og en sygeplejerske sidder for enden af sengen og kigger intenst på en skærm. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg aer forsigtigt Hollys hoved. Hun spjætter lidt. Jeg aer hendes hånd med fingeren og synger sagte. Jeg kender hendes favoritsange. Jeg vil gerne tro, at hun kan høre mig.

Hannah taler til Ken i familierummet. Jeg ringede tidligt om morgenen til Edinburgh, hvor han filmer. Kom hurtigt – det er alvorligt.