Terrains vagues

"Hvor noget holder op, og dets modsætning begynder. Hvor overgange finder sted, og grænserne flyder. Hvor en forestilling ophører med at give mening, og pladsen må overlades til mysteriets realitet - dér opererer Klaus Rifbjerg i sine nye digte ... I dette mellemområde hører digte naturligt hjemme, ja, vi har netop brug for digterne til at huske os på, at det findes." - Erik Skyum-Nielsen, Information.

"Rifbjerg husker her i en stribe digte, hvoraf de fleste er tæt på det perfekte, enkelte fuldkomne i deres klare, prunkløse, på en gang ædruelige og dog så hjertelige tonefald. Godt, han digter, når han digter så godt!" - Johs. H. Christensen.

Terrains vagues er et stykke Rifbjerg-lyrik, der rummer al den hudløse sensibilitet, vitalitet og sproglige rebelskhed, som man kender fra forfatterskabet. Stærkest i samlingen står en række erindringsdigte fra barndommen, der bringer mindelser om det ypperste, der er ydet inden for denne genre på dansk, nemlig Amagerdigte fra 1965.