Jeg har ikke flere patroner - Fire års krigsfangenskab i Sibirien
Description of book
En sønderjydes erindringer fra 1. Verdenskrig
DEN 26-ÅRIGE MATHIAS HØEG må under 1. Verdenskrig gå i tysk krigs- tjeneste, selv om han i sit hjerte føler sig dansk. Han når dog kun at kæmpe i kort tid på Østfronten, inden hans kamp bliver en anden: kampen for at overleve den iskolde intethed i Sibiriens krigsfangelejre.
I alt fire år tilbringer Mathias i Sibiriens fortvivlende ingenmandsland, hvor magtesløsheden råder, kammeraterne dør som fluer, og ligene hober sig op i stakkevis uden for fangebarakkernes vinduer.
Mathias Høeg overlever kun, fordi han er lidt af en praktisk trold- mand, som kan reparere næsten alt og dermed tjene lidt til at købe det mest fornødne.
På forunderlig vis lykkes det ham endda at fremstille et kamera, som han bruger under sit fangenskab. Desuden har han overskud til at aflægge vidnesbyrd om oplevelserne i form af talrige noter, der efterhånden tager form som en dagbog.
Mathias Høeg udgav selv sine erindringer i relativ ubemærkethed 25 år senere. Det er den historie, Helle Retbøll Carl har fundet frem og her præsenterer i nænsom bearbejdelse. Dagbogen er en enestående dokumentation af de oversete sønderjyske skæbner under russisk fangenskab og et uafrysteligt vidnesbyrd om de ukendte soldater og krigsfanger, hvis liv under 1. Verdenskrig blev ofret i millionvis.
Mathias P. Høeg (1889-1964) voksede op i Tirslund i Sønderjylland/ Nordslesvig. Han blev udlært som bygmester i 1907 med egen virksomhed i Toftlund fra 1912. I 1913 blev han gift med Augusta Kjestine Hansen. Han blev indkaldt til tysk krigstjeneste i februar 1915, taget til fange i Galizien i august samme år og sad i russisk krigsfangenskab indtil august 1919. Tilbage i Sønderjylland videreførte han sin snedkeri- og trævarevirksomhed, indtil den i 1958 blev overtaget af sønnen Niels.
Helle Retbøll Carl er journalist og står bag en lang række tv-portrætter og dokumentarudsendelser samt kvindemagasinet Community. Hun har tidligere udgivet biografien "En forførers bekendelser" om filminstruktøren Bille August.