Den brændende tornebusk
Beskrivning av boken
»Tag med i gendigtningen af den unge Moses’ historie, som den beskrives i begyndelsen af Bibelens Anden Mosebog, her fra Moses’ tid ved det egyptiske hof og frem til mødet ved tornebusken. Hoffmann udvider den spændende historie om hebræeren Moses, der vokser op ved Faraos hof, men skifter radikal livsbane, da Israels Gud kalder ham til at lede det israelitiske folk ud af Egypten.
Med sit smukke og livskraftige sprog ledes vi ind i den dramatiske verden i kampen mellem godt og ondt, hvor guder og mennesker væves ind i hinanden. Vi ser hvordan dramaet både udspiller sig i Moses’ eget liv og i hans omgivelser, og kampen mellem det gode og det onde er et grundlæggende tema for bogen.
De bibelske fortællinger og Moses’ liv sættes ind i samtidens politiske forhold, som giver en troværdighed og sandsynlighed i forhold til de historiske kilder. Hoffmann er en mester i at finde kreative tilknytningspunkter mellem de bibelske beretninger og historiske forhold.
Forfatteren har en særlig evne til at oprette en stærk forbindelse mellem fortid og nutid. De bibelske historier løftes op fra en verden af fjern krønikeskrivning til aktuelle moderne udfordringer. Nutidige problemstillinger gøres tidløse ved at væve dem ind i det bibelske univers, og bibelske problemstillinger gøres nutidige ved at gøre hovedpersonerne nærværende og deres kampe nutidige.
Dette er den første bog i Poul Hoffmanns triologi over Moses' liv.«
Peter Nissen
Moses-trilogien udkom første gang fra 1956 til 1958 og er siden udgivet på bl.a. norsk, svensk, tysk, engelsk og spansk.