En lille verdenshistorie
Beskrivning av boken
På 40 korte kapitler fortæller Gombrich menneskets historie fra stenalderen til atombomben. Han tegner et farverigt billede af krige og erobringer, store kunstværker, politiske og økonomiske fremskridt og tilbageslag. En lille verdenshistorie er en levende og let tilgængelig beretning om menneskets rejse gennem århundreder, om menneskehedens præstationer og om dybden af dens skrøbelighed.
“Gombrich fortæller, så det er en lyst. Om ridderen på sin ensomme borg, om opkomsten af de første byer, om krudt fra Kina og verdens åbning mod vest med Christopher Columbus ved roret… Mere opbyggelig godnatlæsning end Gombrichs guldkorn er svær at komme på.” – Jes Stein Pedersen, Politiken
“Vidunderlig er verden ifølge Gombrich... gennemsyret af ånd og overskud... med sans for de store, historiske figurers mangesidighed. Den må blive en klassiker.” – Klaus Wivel, Weekendavisen
“Nyttig belæring om, at historien er lang, og at vor tid måske ikke er den vigtigste endsige mest afgørende epoke” – Henrik Gade Jensen, Jyllands-Posten
"Han [Eliot] slugte En lille verdenshistorie på ganske kort tid, og har nu skrevet denne fantastiske anmeldelse: “En lille verdenshistorie er navnet på en fantastisk bog. Den er en genfortælling af hele vores historie. Den handler om noget forskelligt i hvert kapitel. Den franske revolution, Napoleon, Buddha, og er som sagt bare en fantastisk bog. Jeg er blevet meget klogere på en masse og har fået en masse ny information og viden. Derfor synes jeg, du skal læse denne bog. Og den er simpelthen bare fantastisk.” Og mor kan tilføje, at En lille verdenshistorie kan anbefales til både store og små (...) Det er ganske enkelt en genial lille verdenshistorie. – Louise Trankjær og Eliot (søn), Skriv for livet
“… (Gombrich) excellerer i at skabe en fornemmelse af historiens kontinuitet – hvordan den menneskelige natur ikke har rokket sig over tusind år og hvor små forskellene mellem mennesker er. En fryd.”– Robert Hanks, Daily Telegraph
“Heldige er de børn, der får læst denne bog højt. Kloge er de voksne, der læser den for deres egen fornøjelses skyld og kommer i kontakt med Europas humanistiske sjæl, når den er bedst.” – Anthony Grafton, Wall Street Journal
"Jeg har tænkt mig at købe ti eksemplarer af denne bog og give dem til de ti børn, jeg holder mest af ... Det er en bog, der kan få en til at forstå, hvad 'civilisation' betyder, alene gennem den tone, den er skrevet i." – A.N. Wilson, Times Literary Supplement
E.H. Gombrich (1909-2001) var en østrigskfødt kunsthistoriker. Efter endt uddannelse ved Wiens Universitet i 1935 var han uden arbejde og skrev da på opfordring fra en ven denne lille verdenshistorie for børn og unge. Han fik en afleveringsfrist på blot seks uger, som han på helt utrolig vis klarede. I 1936 flyttede han til England, hvor han levede og arbejdede resten af sit liv. Han har skrevet flere kunstkritiske og kunsthistoriske værker og har høstet stor anerkendelse for sit arbejde.