Klokkekilden
Beskrivning av boken
Det siges om Klokkekilden, at når to elskende drikker af det samme vand, giver de deres hjerter til hinanden, og skulle de svigte hinanden derefter, bringer det ulykke og død. Er det derfor gårdejer Hans Ulrik har haft mere ulykke i sit liv end de fleste? I hans tidligste ungdom elskede han Truesen-familiens yngste datter, Birthe, og hun elskede ham. Men en gammel strid blandt de to familier brød ud i lys lue, og kærligheden bristede. Birthe forlovede sig med en anden, og Hans svor, at han ville ødelægge hele slægten. Det lykkedes ham, og som straf tvang han Birthe til at løse sin forlovelse og gifte sig med ham. Kort efter brændte hans gård ned, og han blev anklaget og fængslet for at have stjålet af landsbyens Sparekasse. Den stolte Birthe har aldrig villet tilgive ham for at ydmyge hende, og kun plejedatteren Ruth, kaldet Kildeprinsessen for sit lattermilde væsen, bringer glæde til de to. Men gåden om branden skal løses, og da en ny ledetråd dukker op, kommer gamle hemmeligheder op til overfladen.
Morten Korch (f. 1876 – d. 1954), Danmarks mest folkekære forfatter, begyndte sit virke i 1898 med novellesamlingen Humoresker – Fyensk Humør, der indeholdt en række skitser og fortællinger, alle på klingende fynsk. Det var startskuddet til et forfatterskab, der strakte sig over et halvt århundrede, og som har været elsket af generationer af læsere. Med romaner som Flintesønnerne, Der brænder en ild og De røde heste blev Morten Korch folkeeje, og filmatiseringerne af hans mest populære romaner med skuespillere som Poul Reichhardt, Tove Maes, Ebbe Langberg og Ib Mossin er i dag en del af den danske filmskat.
Språk:
Danska