Bogen om Buster Larsen
Description of the book
Leif Plenovs bog om Buster Larsen er en gribende og medrivende skildring af den fattige københavnerdreng, der blev Danmarks populæreste skuespiller - og holdt sig på toppen gennem mere end 60 år.
Buster Larsen begyndte 8 år gammel som drengeskuespiller ved Politikens Børneteater og blev dernæst barnestjerne ved Nørrebros Teater, hvor han 12 år gammel fik sin scenededbut i 1932 i "De to slips".
I årene 1959-1961 blev Buster Larsen umådelig populær i en af de største tv-succeser overhovedet - "Cirkus Buster", hvor han både spillede klovn og den rare cirkusdirektør, som kommer i økonomiske vanskeligheder. Han var selv vild med cirkus og rejste i flere sæsoner sammen med Cirkus Benneweis og efter at TV-udsendelserne sluttede i 1961 var han direktør for det omrejsende "Cirkus Buster".
Udover teater- og revykarrieren nåede han at medvirke i langt over 50 spillefilm. Han debuterede som barnestjerne i filmen "De blå drenge" fra 1933. Derefter gik det slag i slag. Hans sidste filmroller blev som vicevært i "Krumme"- filmene fra 1991 og 1992.
Elsket folkekær skuespiller blev han også gennem satireprogrammet "Hov Hov", hvor han optrådte som den vrede velfærdsdansker i Knud Poulsens "Lortelands-monologer". Han lavede fantastiske parodier på Cleo, John Price, Simon Spies, Mogens Glistrup og Erhard Jacobsen. Leif Panduro gav ham i 1968 en af hans bedste roller i TV-spillet "Farvel Thomas". Men sin allerstørste succes høstede han som den godmodige og joviale grisehandler Oluf Larsen i TV-serien "Matador".
Lydbogen er konverteret fra lydbånd til mp3-fil.