Boksning for én person
Description of the book
De 12 udvalgte noveller viser spændvidden i Peter Ronilds novellekunst, de ti fra hans fire novellesamlingen: "I morgen kommer paddehatteskyen", "Fodring af slanger i vissent græs", "DEN STORE DANSER og de andre", "LUFTPIANOET en bog om Johnny".
Desuden "Luftgyngerne", Vindrosen 1958, en poetisk fortælling fra Amager Fælled – Ronilds "rum" – verden som tilstand og ikke blot lokalitet. Og "Ikke en spurv", Litteratur for ottende (1979), en fortælling om en far, hans søn og døden. Faren henter sin søn fra fodboldbanen midt i hans kamp på banen,og på sin Harley Davidson motorcykel. Moderen er død på hospitalet, nu kører de en omvej ind til hospitalet.
Faderen siger ingenting. Alle hans følelser ligger i hans fysiske bevægelser, i hans krop. Kroppen handler for ham. Kroppen er kobling til handlingen. Motorcyklen tænker for dem: "Den havde vist os både skoven og Dyrehavsbakken, og at ikke en spurv falder til jorden, uden at begge dele er der endnu…".
Denne samlings titel "Boksning for én person" er fra samlingen "Luftpianoet" og er ikke – med Peter Ronilds ord – "blevet bortdømt af forlaget, men går over 12 omgange i de 12 noveller, hver af dem skiftende modstandere, som alle sammen er forfatteren selv i den kamp, det er at skrive. En surrealistisk situation, sjælden ensom."
Peter Ronild (1928 – 2001) var uddannet journalist og skrev i en årrække for flere dagblade bl.a. Politiken. Efter sin debut med den anmelderroste "I morgen kommer paddehatteskyen" arbejdede han som skønlitterær forfatter, TV-dramatiker, journalist og skuespiller. Desuden dramatiske arbejder for radio og film.
Peter Ronilds værker er kendetegnet ved naturalismens biologiske livssyn og ved en blanding af realisme og symbolisme, fremherskende i modernismen. Han udfordrede, inspireret af "den ny franske roman", med nye litterære udtryk og kompositionsformer.
Format:
Language:
Danish