Drømmeland Als
Description of the book
Efter 100 års glemsel genopliver Drømmeland Als fire skæbnesvangre dage på den sønderjyske ø i slutningen af Første Verdenskrig. Her starter nogle krigstrætte tyske marinesoldater ifølge myten en revolution og udråber den mystiske overskræddergast Bruno Topff som præsident af den kommunistiske republik Als. I 70 timer afskæres mikronationen fra omverdenen; imens følger romanen adskillige skæbner, hvis tilværelse påvirkes på både godt og ondt af de politiske omstændigheder. Ud over præsidentens gøren og laden fortælles blandt mange andre historien om en ung idealistisk marinesoldat, en ældre fædrelandskærlig bagerjomfru, en liderlig kat samt en journalist, hvis objektivitet bliver udfordret af de utallige rygter, som svirrer omkring på den aflukkede ø. Mens historikere stadig i dag diskuterer, om republikken fandtes eller ej, tegner de personlige fortællinger et billede af usikkerheden og fremtidshåbet, som eksisterede side om side ved krigens afslutning. Tilbage står en fabel om umuligheden af at besidde sandheden om historiens mindre begivenheder.
Uddrag af bogen
Men hvor er vejen endnu lang, og hvad satan gik min mission nu ud på? Og hvem er Bruno Topff egentlig, hvorfor ser jeg ham ikke mere, når alle andre får øje på ham hele tiden, overalt? Og hvem var han, dengang vi stadig var inddelt i flådens kunstige hierarki? Var det ham, der lærte mig om revolutionen, talte han højst? Eller var han ikke nærmere en af de evigtsyge, som vi kaldte dem, de stakler, der ikke kun led af fysiske sygdomme, men hvis sjæl også var offer for den flere tons tunge krig? Jeg husker ingenting mere, Topffs person og revolutionens timer smelter sammen, foran mig ligger kun denne tørre, kolde grusvej, som skærer gennem skoven og snart afslører øens indre for mig.
Om forfatteren
Jacob Nielsen er født i Egernsund, Sønderjylland, i 1994. Til dagligt studerer han litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det var dog igennem hans flerårige arbejde som møllersvend på Dybbøl Mølle, at han første gang stødte på myten om Republikken Als. Drømmeland Als er hans debutroman.