Dronningen af Saba og andre noveller
Description of the book
De fleste danske læsere kender Knut Hamsun for fremragende romaner som Sult, Pan, Victoria og Markens grøde – bøger som med rette bliver fremhævet som højdepunkter i skandinavisk litteratur. Men en stor og vigtig del af Hamsuns forfatterskab er desværre næsten gået i glemmebogen; nemlig de helt vidunderlige noveller og essays, som løbende blev udgivet gennem forfatterskabet. Det råder Turbine nu bod på med denne klassikerudgivelse.
Knut Hamsun er den dag i dag hyldet for sin næsten hektiske og naturalistiske stil, som især kendes fra hovedværket Sult. Det er denne stil, som også flere af novellerne udmærker sig ved, og juvelen i novelle-kronen er den livlige og rørende Dronningen af Saba, om en ung mand, som genser sin ungdoms tabte kærlighed på toget fra København til Kalmar. Hun forsvinder for ham i perronens mylder, men han indlogerer sig på et hotel og søger, næsten som i en feber, den unge kvinde i Kalmars gader … for til sidst at finde hende spadserende i en park med sin mand.
Hamsuns noveller er fulde af dybe personbeskrivelser, besynderlige situationer og et sprog så gnistrende levende, at man næsten kan høre det udtalt for sit indre øre.
Dronningen af Saba og andre noveller af Knut Hamsun er vigtig, nordisk litteratur, sprogligt opdateret og klar til at finde nye læsere.