Hverdagseventyr
Description of the book
Friluftsliv og eventyr er ikke kun for folk med duelighedstegn og dødsforagt. I denne bog beskrives en hel række friluftsoplevelser og eventyr, som kan gennemføres på hverdage, året rundt. Det er eventyr med høj oplevelsesværdi og lave krav til fysiske præstationer og udstyr – her kan alle være med.
Hverdagseventyr er, som ordet antyder, et eventyr, man kan opleve på en hverdag – fra fyraften den ene dag til næste morgen på jobbet. Faktisk har de fleste – hvis de kan gøre sig fri af daglige gøremål, vasketøj og tv-serier – omkring 16 timers eventyrtid til rådighed, og man kan nå forbavsende meget på den tid.
Overalt i landet kan man inden for en overskuelig radius finde små eller store lommer med natur, som kan danne rammen om et eventyr med udforskning, naturoplevelser og en nat i det fri. Bogen rummer et væld af ideer til den slags eventyr, lige til at kaste sig ud i.
Mette Arleth elsker kort i alle afskygninger, hvilket har ført til en uddannelse som landinspektør og en ph.d. i kartografi fra Aalborg Universitet. Hun er ansat som udviklingskonsulent i Region Nordjylland, hvor hun arbejder for at gøre verden mere grøn, og hun er desuden formand for det lokale Friluftsråd i Himmerland.