One - Min selvbiografi
Description of the book
Verdens bedste målmand ser i en moden og ærlig selvbiografi tilbage på sit livs triumfer og fejltagelser. Og han har selv indlæst lydbogen.
Peter Schmeichel er et af fodboldens helt store ikoner og leverede en legendarisk indsats som målmand for bl.a. det danske landshold og Manchester United.
I denne selvbiografi fortæller han om sin tidlige succes i Brøndby og om de mange år i engelsk fodbold, der indledtes med, at Sir Alex Ferguson kaprede ham til Manchester United og hyldede ham som 'århundredets handel'. Han beretter om at være en nøgleperson i Uniteds succeser igennem et årti – kulminerende med den utrolige sejr i Champions League-finalen i 1999. Et tiår hvor han blandt mange andre spillede sammen med stjerner som Eric Cantona og David Beckham. Han fortæller naturligvis også den fulde historie om det danske landsholds bemærkelsesværdige triumf ved EM i fodbold i 1992.
Men Peter Schmeichels historie er ikke blot et væld af triumfer. Han fortæller i bogen også personlige ting – heriblandt hvordan han blev alvorligt syg som 15-årig og om et turbulent forhold til sin far, en dygtig musiker oprindeligt fra Polen med hemmeligheder i bagagen. Han udforsker sit liv, efter målmandshandskerne blev lagt på hylden, med en forbløffende ærlighed, og han retter blikket mod arvtageren i målet: sønnen Kasper Schmeichel.
Peter Schmeichel fortæller selv:
“Et spørgsmål, jeg har stillet mig selv i årevis, er: Hvorfor mig? Hvorfor kunne jeg i en alder af otte år sige: 'Jeg vil spille for Danmark, og jeg vil vinde FA Cup på Wembley med Manchester United' og så få det til at ske? I arbejdet med denne bog fandt jeg nogle af svarene – og jeg håber, historien om hvordan en lille dreng fra København opnåede alt dette, kan inspirere andre, der drømmer stort.
Jeg fortryder ikke noget i min fodboldkarriere. Hvorfor skulle jeg det? Men på min rejse fra deltidsfodboldspiller i den danske liga til Champions League-vindende anfører var der op- og nedture og mange følelser. Også et par fejltagelser. Normalt er jeg ikke en, der ser tilbage på fortiden, men det var tid til at se tilbage og være ærlig omkring det, jeg så.”
Language:
Danish