Parret
Description of the book
Anden Verdenskrig raser og Danmark er besat, men den virkelighed er langt væk for den unge kvinde, der er hovedperson i Ragnhild Aggers roman "Parret".
Hun er gift med Laust og tilsyneladende godt tilfreds, men indeni længes hun efter et liv, der rummer andet og mere end det forventelige – og det hun har at se frem til. Efterhånden som fortællingen udvikler sig rykker besættelsen og modstandsbevægelsen tættere på.
Ragnhild Aggers roman er både en beretning om en enkelt kvinde, men bliver også på mange måder et portræt af en hel generation af kvinder, der var unge under krigen, og som på mange måder følte undertrykkelsen med dobbelt vægt.
Ragnhild Agger blev født i Østjylland i 1918, hvor hun voksede op under fattige vilkår. Hendes store interesse var at læse bøger, men der var ikke meget tid til den slags i dagligdagen. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene, og de oplevelser og den erfaring, det førte med sig, har hun beskrevet i debutromanen "Pigen", som hun udgav i 1971 under pseudonymet Rigmor Hansen. Ragnhild Aggers forfatterskab kredser især om landbolivets skæbner og hun har givet en stor stemme til tidens tavse og undertrykte kvinder.
Ragnhild Aggers romaner "Pigen", "Pladser" og "Parret" er delvist selvbiografiske og følger en piges udvikling til ung kvinde og hustru gennem 1930‘erne og 40‘erne. "Pigen" udkom første gang i 1971 under pseudonymet Rigmor Hansen.