Ruths Bog – Bibelen 2020
Description of the book
Ruths Bog – ”Ruth og Noomi” – er fra den nudanske oversættelse ”Bibelen 2020”.
Noomis familie er flygtet fra hungersnød i Israel til landet Moab. En dag bliver hun enke, og da også hendes sønner dør, vil hun tilbage til sit hjemland. Hendes ene svigerdatter, moabitten Ruth, tager med hende. ”Hvor du går hen, dér går jeg også hen. Dit folk er mit folk, og din Gud er min Gud,” siger Ruth til Noomi. Som enker er Noomi og Ruth meget udsatte, men loven siger, at en slægtning skal overtage ansvaret for enken og gifte sig med hende. Slægtningen får forkøbsret til mandens jord. På den måde sikres kvinden, og mandens slægt videreføres også efter hans død. Men spørgsmålet er, om nogen israelit vil gifte sig med Ruth – en flygtning og en fremmed? En kort, men smuk fortælling om en særlig kvinde i selve kong Davids stamtræ.
”Bibelen 2020” er Bibelen i en nudansk oversættelse, hvor flow og forståelse er i fokus. ”Bibelen 2020” er oversat fra grundsprogene af eksperter i hebraisk og græsk og bearbejdet af forfattere og sprogfolk med indgående kendskab til moderne dansk. Den kan streames som e- og lydbog i de 66 bøger, der tilsammen udgør Bibelen.
Indlæsningen af lydbogen er støttet af Augustinus Fonden.