Skurke og helte - fem udskældte danske statsledere set i bagklogskabens lys
Description of the book
Corfitz Ulfeldt, Peder Griffenfeld, J.F. Struensee, J.B.S. Estrup og Erik Scavenius har indskrevet sig i danmarkshistorien som nogle af de allerværste skurke. I denne bog ser Asser Amdisen nærmere på disse fem danske statsmænd og diskuterer, hvorfor de mon handlede, som de gjorde. Var de i virkeligheden rationelle og begavede mennesker, som stræbte efter det gode? Var de skurke eller helte?
På baggrund af den viden, vi har i dag, reflekteres over de domme, der blev fældet over dem i deres egen tid og af historikerne i tiden derefter. Kriterierne for en dårlig eller forræderisk statsleder har nemlig forandret sig over tid og afhænger i høj grad af beskueren. Ved at huske historierne om fem af de mest forkætrede danske statsledere, deres livshistorie og samtid, kan vi måske også lære lidt om vores egen tid - og om os selv.
Asser Amdisen (f. 1972) er historiker og fortæller. Han har skrevet en lang række bøger om historie, økonomi, demokrati og meget andet. Han formidler både til børn og voksne. Han tager også gerne en tur i fjernsynet eller i radioen for at fortælle om historie og har blandt andet lavet 1-minuts historiefortælling på P3 og deltaget i DR’s juleshow. Amdisen er uddannet på Københavns Universitet og har arbejdet på Gammel Estrup, Danmarks Herregårdsmuseum, og været museumsleder i Aabenraa. I dag er han direktør for Skoleskibet Georg Stage og bestyrelsesformand for Brandbjerg Højskole.