Som lyset i en Renoir
Description of the book
Her er lydbogen til alle som sværmer for Anne Marie Helgers fortællekunst og den særlige franske magi.
Kvit hverdagens konventioner, og kom med ind i Anne Marie Helgers fortryllende lydunivers i denne franske mosaik; fuld af eksistentielle værdier, sanselighed og charme. Midt mellem bjerglandskaber, rustikke bygninger og folkeliv, sprudler det med sydens lys, billedskud og det skønne – men også tusmørket, betragtninger over tiden og det skæve, har fået en stemme.
Vi kikker indenfor i den gamle operabiograf, er med til indvielsen af klokkespillet i Notre Dame en Vaux og står forundrede ved bredden af tre forsvundne byer. Vi nyder duften af de historiske roser, der genvandt terræn efter første verdenskrig, og besøger det dansende bibliotek, med bøgerne som dansepartnere. På en dejlig sommeraften forføres vi, og på en kold vinterdag er vi til vinsmagning hos selveste Dom Pérignon.
Tiden skrues tilbage til middelalderen, vi hører Himmeløglen synge, oplever vinbondens datter blive gift og taber vores hjerte til en stenfigur. Med begejstring mærker vi våren brede sig ud over vinmarkerne og ser betaget trækfuglene dale ned over provinsbyen om efteråret. Vi flanerer under markedets gyldne hvælving og spiser skaldyr i brasseriets mælkehvide lys. Vi møder den mystiske Kattemand, og provinsbyens kostumier, og så inviteres vi til maskebal i champagnebyen Reims.
Copyright © Marianne Paul, 2018.
Musikstykket på lydbogen (Stellaire 3) er skrevet af Georges Delerue.