Tavshedens pris
Description of the book
En spændingsmættet historie fra Caribiens kriminelle underverden.
Narkobaron Micha Collaro er en magtfuld mand, der fra Haiti styrer sit caribiske imperium med hård hånd. Han aftvinger sine folk evig underkastelse, han skyr ingen midler for at opnå sine mål, og han eliminerer sine fjender efter behov. Hans mål er magt og rigdom, og hans midler er trusler og korruption. At komme på tværs af denne magtgale mand med de ambitiøse planer kan være skæbnesvangert. Det gjorde danske Vicki Salling…
Landet ligger i ruiner efter at være blevet ramt af det værste jordskælv i nationens historie. Ødelæggelserne er kolossale og genopbygningsarbejdet uoverskueligt. Statsapparatet er sat ud af spil, undergrundsøkonomien florerer, og i ly af den altoverskyggende korruption har landets narkobaroner kronede dage.
Vicki Salling, en ung og ambitiøs kvinde med stærke idealer, må som daglig leder af en af landets mange hjælpeorganisationer erkende, at en stor del af de lovede millioner til genopbygningen aldrig når frem eller havner i de forkerte lommer. Vickis frustrationer bringer hende på kant med en af landets mest magtfulde mænd. Hun bliver brik i et kriminelt spil i nabostaten Den Dominikanske Republik, hvor alt ikke kun er tropeidyl. En situation, som overrumpler hende totalt og kan få uoverskuelige følger.
ANMELDERNE SKREV
"Den kører i et højt gear og fortæller meget detaljeret om alle de uhyggelige ting som foregik under og efter ødelæggelserne (...) Haiti fungerer godt som ramme, og sproget er velsmurt."
- Litteratursiden
"Det er en spændende og medrivende fortælling som forfatteren disker op med her. Godt plot og underholdende fortalt. Det er klart forfatteren ved en masse om forholdende efter en naturkatastrofe, og det bruger han på en effektiv måde til at drive historien fremad (...) Det er international spænding fortalt medrivende, så man som læser er fanget ind fra første side."
- Krimisiden.dk
Language:
Danish