Usynlige lænker
Beschrijving van het boek
”Den unge kones angst blev større og større. Var det muligt, at mennesker sådan lod sig bedrage? Kunne det lade sig gøre også at lyve sådan over for Gud? Hvorfor sad hun i sit hus, beklaget som en moder i sorg, hædret som en brud på bryllupsdagen? Hvorfor er det ikke hende, som er hjemløs, venneløs, foragtet? Hvor kan noget sådant ske? Hvor kan Gud således lade sig bedrage?”
Den unge kone spørger tavst sig selv, hvor længe byens borgere vil tro på, at hendes mand har forladt hende af ond vilje og ikke for at lade hende være sammen med hendes elsker, uden han skal gå i vejen. Al den medlidenhed, konen modtager, modstilles den foragt, folk føler for hendes ældre ægtemand, der har påtaget sig skylden for ægteskabets forlis. Kan konen holde til at bære på både skylden og løgnen, eller vil hun knuses under deres vægt?
Novellerne i Selma Lagerlöfs ”Usynlige lænker” er som altid fulde af skarpe portrætter, stemningsfulde scener og den dramatik, hun så mageløst formår at tilføje hverdagsbilleder.
Selma Lagerlöf (1858-1940) har skrevet et væld af romaner og noveller om bondeliv i Sverige. Hendes debutroman ”Gøsta Berlings Saga” fik først for alvor opmærksomhed, da den blev udgivet i Danmark og fik ros af den kendte danske litteraturkritikker Georg Brandes. Selma Lagerlöf vandt i 1909 nobelprisen i litteratur, og i en årrække prægede hendes ansigt endda den svenske tyvekroneseddel.