Om bogen
DER VAR TIDEN, FØR TESSA MØDTE HARDIN, OG SÅ ER DER TIDEN EFTER. Tessa og Hardins forhold har aldrig været en dans på roser. Alligevel har alle de uenigheder, de har overvundet, gjort deres kærlighed stærkere. Men nogle udfordringer kan vise sig at være for svære. Kan deres forhold bære en rystende afsløring om Hardins fortid, og at døden viser sit grimme ansigt i Tessas nærmeste familie?
De chokerende begivenheder afslører, at de to elskende ikke længere er så forskellige. Tessa er ikke den søde og uskyldige pige, hun var, da hun mødte Hardin – og han er ikke længere den hårdhudede dreng, som hun faldt pladask for. Tessa forstår Hardin bedre end nogen anden, og hun ved, at han har brug for hende.
Men jo mere klarhed, der kommer i forhold til Hardins fortid, des mere trækker han sig ind i skyggen og væk fra Tessa og vennerne. Tessa er ikke sikker på, at hun kan hjælpe ham mere. Men hun giver ikke op uden kamp. Spørgsmålet er bare, hvis kamp hun kæmper – Hardins eller sin egen?