DAGE PÅ EN Ø
Description of book
Forfatteren Annas kæreste har snydt og bedraget hende, og for at komme væk hjemmefra melder hun sig til et ophold på en lille sydlandsk ø, hvor der tilbydes sol, hvile, musik og inspirerende foredrag om psykologi, religion, kunst og litteratur og forkælelse med mad og vin. Anna får selskab af syv andre voksne i forskellige aldre og fra forskellige lande. En lesbisk danserinde med kærestesorger, en pensioneret magasinredaktør, en enkemand med bondeanger, en etbenet skiinstruktør, en fitnessejer i ægteskabelig krise med medbragte 10-årige tvillinger, en tidligere soldat med PTSD og en entreprenør, hvis kone har valgt at følge en guru.
Alle har de deres grunde til at melde sig til dette retreat, og for flere af dem sker der noget skelsættende eller øjenåbnende. Heller ikke Anna er helt den samme, da hun efter seks dramatiske dage returnerer til fastlandet.
Uddrag af bogen
Kvinden tastede på sin computer og drejede sin skærm, så Anna kunne se med. Hendes sølvlakerede negle pegede på tallene. – Det håbede jeg så, at du selv kunne. Som du kan se her, så er der blevet hævet to gange 100.000 kr. for otte og seks dage siden, og i forgårs blev kontoen så tømt. Den ellers så perfekte kvinde rømmede sig nervøst: – Jeg kan se på dig, at det ikke er dig, der har tømt den?
Anna stirrede på skærmen og mærkede sine kinder blive kolde, da blodet forlod dem og i stedet rislede rundt i kroppen på hende, så det føltes, som om der var blandet et giftstof i det. Hun erkendte i et nu den ellers ufattelige sandhed og kæmpede som en gal for at bevare roen og skjule chokket og skammen …
Om forfatteren
Rie Osted er oprindelig journalist, men valgte for en del år siden at blive forfatter i stedet. Det er blevet til ca. 30 udgivelser, hvoraf de 11 er skønlitterære romaner, senest krimiserien om privatdetektiven Andrea de Lima.
Se mere på: www.rieosted.dk
Format:
Language:
Danish