En underlig historie
Description of book
En underlig historie er en både underholdende og barsk fortælling. Hvad foregår der i den lille landsby Bildbjerg? Ja, på nutidsplan er historien både munter og spændende, mens det, der er sket i 1600-tallet på samme sted, er voldsomt og stærkt bevægende. De to vidt forskellige tidsaldre skildres overbevisende med sans for dialog og miljø.
Hvad oplever Sille under svenskekrigene? Og hvad er det egentlig, den fraskilte tilflytter Soffy mener at genkende i landsbyen, uden at hun kan sætte fingeren på noget bestemt?
Uddrag af bogen
Willum havde barn i kirke.
Sørine skulle bære, og hjemmefra havde hun fået hvisket barnets navn, og nu stod hun med ham, højt løftet, så alle kunne se hans prægtige kristentøj, rødt fløjl med sølvindvirkning. Alle kendte klædningen, for den gik på omgang i landsbyen, men den hørte til i Willum Mikkelsens gård.
Hr. Morten så højtideligt på Sørine og fadderne. Det var en god dag.
Først Kjestens offergang, og nu kom folkene fra Lundegården med dåbsbarn og formuende faddere. Hr. Morten så frem til både mønter og godt til sulekarret, det var efterhånden også ved at være skralt, for folk gav ikke så meget mere, det var strenge tider.
Han sukkede hørligt, ak ja, det var strenge tider, og værre blev det vel, hvis pesten nåede deres lille afkrog af landet.
Han klarede stemmen, og hans venlige ansigt kom i dystre folder:
”Så befaler jeg dig, du urene ånd, far herud.”
Om forfatteren
Birthe Gyldion er kronikør, kontorist og lokalhistoriker og er optaget af samfundsdebatten, af udviklingen i tiden og af de sociale forhold for både børn og ældre. Hun debuterede som romanforfatter i en alder af 91 år i 2017 med romanen Teknisk vidunder. Hun har også udgivet Ti kirker, 6 godser og alle vore bøndergårde og Gjorde vi?.