Danmark er besat, manglen på energi truer med at sætte landet i stå. Undergrunden omkring Herning rummer masser af energi. Brunkul.
Martin Rask Jensen er en helt ung mand, der for kort tid siden har forladt proprietærgården Anesgave i Østjylland; han var utilfreds med lønnen, og sammen med tusinder af andre fra hele landet er han søgt ud til brunkulslejerne i Søby syd for Herning, hvor han har fået arbejde.
Folkene i brunkulslejerne ved Søby er en blandet flok; der er solide familieforsørgere og sorgløse ungkarle, der er børster, spillefugle, lykkeriddere, lommetyve - og meget lette damer.
Martin er skildringens omdrejningspunkt, vi oplever den unge iværksætters udfordringer så at sige over skulderen. Alle livets nuancer er der, farvet og præget af arbejdet og brunkullene. Sammenholdet og kammeratskabet er skildret med stor varme og humor; erotikken og kærligheden er barsk forretning, men også uhåndterlig og blufærdig - lige fra undergrunden.
Brunkullenes æra klinger gradvis ud med besættelsens ophør. Nogle har skabt millionformuer - det gælder Martin - mens andre bliver indhentet af fortiden, af freden og af pengeombytningen, der i 1945 med ét slag gør store formuer værdiløse.
