Soning
Opis książki
På sommerens varmeste dag i 1935 overværer 13-årige Briony Tallis flere ting på familiegodset i Sydengland, som det bestemt ikke var meningen, hun skulle være vidne til. Briony, en præpubertær, forkælet efternøler med sværmeriske digteraspirationer er plaget af både kedsomhed, jalousi og vrede, og da hun om aftenen står som hovedvidne til en dramatisk begivenhed, løber fantasien af med hende. Hun tager en katastrofal beslutning, der får livslange følger for hende selv, hendes smukke søster Cecilia og husholderskens lovende søn Robbie. Først fem år senere erkender Briony sin utilgivelig synd og bruger derefter resten af sit liv på at forsøge at sone det, der er sket.
"Ingen kan som han skildre kærlighedens dybe romantiske klange midt i liderlighedens heftighed og hensynsløshed … Soning er en både konstant underholdende og dybt fascinerende fortælling om at skrive og at elske. Ikke altid står de to egenskaber brud i samme kirke. Slet ikke i denne mageløse roman af en af Englands bedste nutidige forfattere." – Bo Tao Michaëlis, Politiken
"Hos den engelske romanforfatter Ian McEwan befinder man sig i et storslået litterært landskab mellem Woolf og Waugh … Hvis man nu ikke lige har mulighed for at holde juleferie på en engelsk landejendom og føre belevne konversationer med de andre gæster om litterære og etiske problemer, kan jeg på det varmeste anbefale et ophold i McEwans fine prosa i stedet for." – Lilian Munk Rösing, Information
"Ian McEwan er en litterær virtuos, der ved, hvordan en historie skal skrues sammen for at nagle læseren til sofahjørnet, men han har også den dybe menneskekundskab, der gør en god roman til andet og mere end bare en historie. Dertil kommer så en overlegen beherskelse af romanformen og tidens litterære modetendenser, så vi slipper for et gumpetungt lærestykke, men i stedet får en elegant turneret pointe, der falder lige netop dér, hvor liv og kunst mødes … Soning er endnu et pragtfuldt eksempel på, at britisk prosafiktion stortrives i disse år … Simpelthen topkarakter til Ian McEwans Soning." – Lars Ole Sauerberg, Jyllands-Posten
Język:
Duński