Eventyr

Hermann Hesses Eventyr er inspireret af de klassiske eventyr med deres evige livsvisdom og fantasi, men bærer også præg af den “indre rejse” forfatteren foretog i disse år mellem 1913 og 1918.

I de tidlige eventyr, Augustus, Digteren og Fløjtedrøm, finder man tydelige spor af østlig filosofi og digtning. Mærkværdige beretninger er et udtryk for pacifisten Hesses syn på krigens absurditet og rædsel, som forudså han allerede den krig som skulle hjemsøge Europa. I de to drømmetekster, Den tunge vej og En drøm, er det underbevidstheden som taler om det at finde vej, om hvad skæbne og frihed kan være. Mens Faldum i nærmest klassisk eventyrstil handler om hvad mennesket ønsker sig af tilværelsen, beskriver det lille mesterværk Iris den indre rejse Hesse selv foretog i en personlig krisetid, hvor han gik i jungiansk analyse.

Hesses eventyr er derfor ikke kun smukke og poetiske, de har også et skær af noget barskt og uhyggeligt, hvor det poetiske billedsprog står i skarp kontrast til tilværelsens grusomhed. Det eventyragtige får en dimension af sjælegys og ubønhørlig livserfaring, som ikke kan undgå at bevæge læseren.